af Dorthea Arnfred,
idéudvikler og tovholder, Klods Hans Karavanen

Humor er vigtig. Og der er ikke meget at miste ved at vinke farvel til selvhøjtideligheden. At kunne grine til sig selv er guld værd.

Vi er i en situation, hvor vi oplever et påtrængende behov for forandringer. Men det er svært. Vi står med begge ben godt plantet i netop de vaner og mønstre, der har været med til at skabe problemerne, vi famlende forsøger løse. - Samtidig insisterer vi på at ville finde nye veje! Der er ingen, der siger, det skal være let. Men det kan godt være livsbekræftende og sjovt. Og det er godt at være flere og sammen om det. Det var vi på Klods Hans Karavanen.

Kolding Manifestet - der ligger som inspiration til Karavanen - blev præsenteret på Øko-Net's årsmøde i januar '98 med titlen: Økologi mellem humor og alvor. Der blev grinet meget på det møde. Og der blev grinet på mødet efter, da vi havde haft tid til at læse manifestet og vi i lyset af undertitlen: 'Skal Tumperne redde verden, når nu de kloge ikke vil?', fik øje for dobbeltheden: At Kolding Manifestet kan ses som et kreativt og inspirerende opråb fra nogle 'kloge'. Men det formildende er, at de netop er opmærksomme på begrænsningerne i at forholde sig til verden ud fra en udelukkende intellektuel tilgang. - Det gør dem i grunden lidt tumpede!

Idéen om Klods Hans Karavanen opstod som en reaktion på det dilemma; ud fra en lyst til at få koblet handling, krop og hjerte på hovedet og se, hvad der så sker...

Store dele af Kolding Manifestet er helt almindelig sund fornuft. Men sund fornuft skal leves - ikke blot tænkes - for at skabe et sundere liv. Kolding Manifestet er en samling - ganske vist levende og inspirerende - ord. Klods Hans Karavanen drog gennem landet for at finde folk, der ville være med til at prøve nogle af ordene af i praksis.

Det vi - og andre - begynder at stille spørgsmålstegn ved, er det hensigtsmæssige i at sætte lid til en teknologisk udvikling, der ikke har 'hjertet og hånden', følelserne og sansebaserede erfaringer med, men primært baserer sig på intellektet. Og vi stiller spørgsmålstegn ved det konstruktive i at satse på teoretisk udtænkte 'problemløsningsforslag', der slet ikke tager højde for den mangfoldige virkelighed, de er tænkt realiseret indenfor.

I Radioavisen forleden var et interview med en juletræsdyrker, der helt seriøst så gensplejsede og klonede juletræer som en miljømæssig positiv udvikling. Udviklingen går i retning af mere og mere intensivt dyrkede områder, hvorfor skadedyrsangreb bliver et stadigt stigende problem. Og dette problem løses ved hjælp af planter, der er gensplejset, så de er resistente mod insektangreb...

Men så er det, at vi er nogle tumper, der mener, det kan lade sig gøre - og endda være en god idé - at se om det ikke i stedet kunne være mere konstruktivt at ændre lidt på dyrkningsmetoderne eller måske endda forholde sig undersøgende til behovet for en stadig stigende mængde klonede juletræer!!

Det handler her ikke om at være 'klog' eller 'dum', - enten/eller tænkningen er én af de uvaner, vi er opflasket med - men om at få de 'kloge' til, bare engang imellem, at prøve at tænke med hjerte og hænder, så der derved kan komme nogle mere helhedsorienterede problemløsninger på bordet; eller måske nogle problemløsende - i stedet for problemskabende - løsninger på bordet!

Det er heller ikke en dyd at være dum endsige praktisere 'pralende uvidenhed', (det er jo også en slags ressourcemisbrug!). Men det er - og må være - tilladt at give udtryk for en umiddelbar holdning til noget og tilladt ikke at vide alt, før man udtaler sig. Det stiller bare krav til, at modtageren lytter til ens udgangspunkt og forholder sig til, hvad man egentlig siger. - At man er indstillet på at ville hjælpes ad med at komme videre - gå i dialog!

Det handler om at gå nye veje. Ikke ureflekteret, men tværtimod med alle sanser ude, for at indsuge så mange indtryk og erfaringer som muligt undervejs.

At give hinanden plads til at prøve nye måder af, uden på forhånd h-e-l-t at kende svaret. At bevæge sig væk fra den formynderiske måde at tænke på, hvor man - paradoksalt nok - holdes ansvarlig for, at skulle have 'løsningen', hvis man vover at forholde sig kritisk til det bestående.

Hvor længe holder et halmhus? Da der ikke har været tradition for halm som byggemateriale i det danske klima, er det stort set umuligt at sige noget præcist om det. Derfor er det herligt, at nogle tumper giver sig i kast med at afprøve materialet og dets muligheder. Selvom der ikke er nogen garantier og alle, der inspireres af det, derfor selv må forholde sig til, om de vil løbe den risiko, der ligger i at bruge uprøvede byggematerialer og -metoder. Materialer og metoder der samtidig giver mulighed for at få et helt anderledes levende forhold til dit hus. Det kan man så - hvis man har den kritiske analyse med sig - sætte op imod risikoen ved at flytte ind i en nyopført skalmuret betonlejlighed, med plastikmaling, akrylgulvbelægning, dampspærre....

Men selvfølgelig skal alle tidligere byggeerfaringer og kendskab til materialer m.v. dermed ikke smides ud med badevandet. - Og tumper kan også være meget lydhøre, men ikke nødvendigvis så autoritetstro, som autoriteterne måske er vant til / forventer. De bliver udfordret - og vi må håbe, de tager imod udfordringen.

Forudsætningerne er forskellige. På Karavanen øvede vi os i at handle ud fra at sætte hensyn til natur og mennesker i højsædet frem for hensynet til 'udviklingen'.

Dette forhold vanskeliggør til tider dialog med det 'bestående'. Undervejs på Karavanen blev vi således inviteret til at besøge Statens Forsøgsgård ved Skejby hvor de havde forsøg igang med genmanipulerede roer. De ville gerne diskutere mulighederne for at bruge gensplejsning i økologiens tjeneste med karavanen og havde sendt en pressemeddelelse ud om, at Karavanen kom på besøg.

På et intenst fællesmøde debatterede vi vores handlemuligheder. Vi ønskede ikke at afvise invitationen til dialog, men på den anden side kræver en frugtbar dialog, at begge parter respekterer hinandens afsæt. Den situation anså vi det ikke for realistisk at opnå ud fra den dagsorden, de havde sat op.

Derfor valgte vi i stedet at bryde mønsteret. Vi mødte frem, men stod som målløse, mens prinsessen og Klods Hans overbragte vores budskab: At vi ikke ville diskutere gensplejsningens mulige anvendelse til fordel for økologien med dem. Vi hverken kan eller vil møde dem i, at økologi og gensplejsning har noget med hinanden at gøre.

Al begyndelse er svær. På Karavanen øvede vi os i at give hinanden 'fri', give plads til nytænkning og give hinanden lov til at prøve sig frem og tage fejl. Det førte til en langt rigere brug af hinandens erfaringer. Og samtidig var det en udtalt befrielse ikke altid at skulle være ufejlbarlig.

Hele planlægningen af karavanen var præget af udmeldinger og forslag, der blev bøjet af, uddybet og suppleret. Vi hjalp hinanden videre. Det samme skete undervejs. Karavanen blev formet af de folk, der var med: Oplevede nogle tidsplanen for stram blev der dannet et 'programlaug', der skaffede mere 'luft' de følgende dage. Skete der for lidt, fandt en gruppe sammen om at skabe røre - om eksempelvis de før omtalte gensplejsningsforsøg.

Klods Hans Karavanens ærinde var ikke at korrekse andres gøren og laden men at fremelske tumpetheden i os alle. Vi brugte sang dans og samvær som drivkraft frem mod et mindre grådigt, forbrugende og livsødelæggende liv. At bruge Klods Hans som forbillede har ikke meget med heltedyrkelse at gøre.

Klods Hans har ikke 'løsningen'. Hverken i eventyret eller i virkeligheden og alligevel ender historien lykkeligt.

I eventyret ser Klods Hans muligheder andre overser. Han stopper op ved ting, som umiddelbart ikke kan bruges eller ikke vurderes værdifulde af hans kloge brødre (eller af andre, for den sags skyld). Og da han møder prinsessen kan han bruge mulighederne på en kreativ og idérig måde, tør bryde konventionerne og kommer derved i dialog med prinsessen, hvad ingen af de andre friere formår. Han har ikke - som de andre - 'forberedt sig', men bruger det, han har 'samlet op undervejs' og møder prinsessen på en levende måde.

Dette for at sige, at Klods Hans ikke var så dum endda, men alligevel tumpet nok til at tro, at der skal et helt menneske til at vinde prinsessen og kongeriget.

Det, der gjorde Klods Hans Karavanen til en helt speciel oplevelse var den positive tilgang: Det at møde omverdenen med undren i stedet for fordømmelse og kritik. Det at arbejde med at udvikle og vise alternativer i stedet for at blive hængende i kritik af det bestående. Det at blive 'på egen banehalvdel' og stå ved egne værdier i stedet for at kritisere andres. Det at have tillid til hinanden, uddelegere ansvar i stor stil og stole på, at folk var kompetente til at forvalte det til fælles bedste. Det at give plads til kreativitet og gode idéer med afsæt i det allerede formede. Det at kunne mødes på trods af forskellighed og opleve mangfoldighed. Det at tage afsæt i eventyret, det poetiske og turde handle med afsæt i hjertet og have tillid til at 'det lykkes nok'.

Og give sig selv og hinanden lov til at lave fejl.

Det var befriende og herligt!!

På Karavanen samlede vi også ting op undervejs. - Vi oplevede det frugtbare i realiserede visioner, vi hørte om problemerne undervejs i processen, vi mødte en tumpet familie, der indsamlede uddøende husdyrracer, vi hørte indsigtsfulde folk fortælle om gensplejsning og fødevarer, om det moderne landbrug, om trafikproblemer i København....

Og vi vandrer videre og begynder på mangfoldige måder at omsætte vores oplevelser til handling.

Vil du være med i foreningen 'Klods Hans Karavanen' og få Træskoposten?