KLODS HANS KARAVANEN


PRAKTISKE OPLYSNINGER OM KARAVANELIVET


UD AT GÅ
Dagsdistancerne er normalt på ml. 14 - 20 km. - Enkelte dage kan dog snige sig op i nærheden af 25 km. Men hvis vi hjælper hinanden og låner cykler til de trætte, skal det nok gå.
Og apropos gå: Distancerne er overkommelige for gående og turen er planlagt ud fra 'gåtempo'. Men du er velkommen til at tage cykel med til dig selv og bagage. Hvis du vil gå, men ikke er vant til det, er det en god ide at starte nu med at gå et par gode, støttende sko/sandaler til og begynde at gå småture (lad cyklen/bussen/bilen stå og gå!). Så du får trænet fødder og muskler og gået skoene til og kan måske undgå alt for mange vabler! Skiftesko er godt! Og rene sokker en fordel (for alle parter).

LET GANG PÅ JORDEN!
- hjælper osse. Der er ikke arrangeret fælles bagagetransport. Vi anbefaler, at medbringe barnevogn, cykel, trækvogn eller andet til sin bagage. - Gå evt. sammen om bagagetransporten.

GOD TID UNDERVEJS
Da karavanen skal nå at gå fra sted til sted, besøge mennesker og projekter undervejs og have tid til pauser starter vi fra overnatningsstedet omkring kl. 9.30. For at kunne nå morgenrutinerne bliver vi vækket med musik kl. 7.00. På overliggerdagene kan vi lade teltet stå og hvile benene!

DAGSRYTME (for en normal dag på karavanen)

kl. 7.00 'Morgenvækkeren' går en runde på pladsen
kl. 7.30  Morgenmad
kl. 8.30  Opvask og pakning
kl. 9.00  Morgensamling
kl. 9.30  Farvel til stedet, ud på landevejen og igang med dagens oplevelser
kl. ca. 13.00  En times frokostpause
kl. ca. 16.00  Ankomst til overnatningsstedet. Madlavning, teltopslagning, indretning af plads, overnatningsgave
Senest 18.30 Aftensmad, opvask og div. arrangementer


OVERNATNINGSGAVE
Som tak for gæstfrihed har vi besluttet at tilbyde overnatningsstederne, at de kan bruge karavanen til at få lavet 'et-eller-andet-som-de-ellers-aldrig-får-taget-sig-sammen-til'.
Dvs. at vi hvert overnatningssted stiller vores arbejdskraft til rådighed i en times tid. Det kan så blive til en stensætning, en bålplads, en svedehytte, en oprydning eller... Så det skal der også være tid til i programmet.

KARAVANEØKONOMI
Du betaler via deltagerbetalingen for forplejning og udgifter i forbindelse med overnatning samt færgeoverfarter. I modsætning til tidligere år, har Karavanen valgt fremover ikke at søge fondsstøtte til planlægning og koordinering af forberedelserne. - En del af deltagerbetalingen går derfor ligeledes til udgifter i forbindelse med forberedelsen af Karavanen, der derved skulle kunne blive 100% deltagerfinansieret.

FELTKØKKENET
Karavanen medbringer en nyetableret, hestetrukken køkkenvogn, der bliver omdrejningspunktet i den daglige madlavning. Køkkenet er etableret ved hjælp af økonomisk overskud fra de tidligere års karavaner og er konstrueret af Henning Andreasen. Køkkenet forsyner os med økologisk og vegetarisk mad undervejs på turen. Det vegetariske dels af praktiske / hygiejniske grunde, dels af holdningsmæssige: For at vise, at det kan lade sig gøre at spise 
godt og varieret uden kød.
De køkkenansvarlige vil stå for og koordinere den daglige madlavning med hjælp fra karavanedeltagerne. Da køkkenet ikke er 'rutineret', håber vi, at alle vil hjælpe med til at få det til at fungere og vise overbærenhed, hvis ikke alt er perfekt.

TJANSELISTE
Alle arbejder frivilligt og ulønnet med karavanen og vi deles derfor også om opgaverne undervejs på turen. Der bliver lavet en 'tjanseliste' som man som deltager kan skrive sig på.
Tjanserne går fra morgenvækning, køkkentjans og brandtjekker til 
dagbogskriver og hestepasser.

MORGENSAMLING
Dagens program gennemgås og tjanserne fordeles ved morgensamlingen, der er det faste daglige tidspunkt for samling af karavanedeltagerne.

FÆRDSEL PÅ RUTEN
Ruten går så vidt muligt af små, lidt trafikerede veje. Da vi ikke går, for at blive set, går vi i eget tempo, hvorfor karavanen til tider kan blive meget lang! Når vi færdes spredt, går vi i venstre side af vejen. 
Trafiksikkerheden er den enkeltes ansvar! Og til tider kan der være træls trafikale forhold. På morgensamlingen kan vi beslutte enkelte steder at vælge at gå i optog.

ANSVAR / FORSIKRING
Karavanen har ikke en fælles forsikring. Den enkelte deltager er derfor selv ansvarlig for sin gøren og laden samt for evt. skader på lånt grej, der bruges undervejs.

HUSKELISTE VED PAKNING
Her er en liste over ting, vi foreslår, du tager med: