Vi vågnede til rigtig dejligt vejr - klart stod bjerglandskabet omkring
Vrads og godt smagte morgenmaden i Peter Dues ladeport.
Efter fællesmøde og morgensang var der guidet omvisning fra Vrads
Købmandshandel med købmændene Hans og Viggo. Dvs. det startede med
kaffeudskænkning i solen udenfor butikken, før Viggo førte os til 'Eastend'.

Vrads adskiller sig fra de fleste landsbyer ved, at der kommer flere og
flere indbyggere. Hans fordoblede børnetallet da han for 25 år siden kom med
sine 4 børn. Dengang var der 8o menneskeri Vrads og nu er der 170. Viggo
viste os de smukke nybyggede træhuse, hvoraf 12 tilhørte folk, som havde
følt sig tiltrukket af meditationscentret Vrads Sande, der lå nær ved og til
en årlig fest samlede over 2000.De fleste af husene havde solfanger og vi
hørte, at af Vrads 70 husstande havde over 30 masseovn!

Efter 'Eastend' tog Hans over og berettede om Købmandshandelen. Den nedlagte
Brugs blev i 1992 overtaget af Viggo og Hans og 10 andre frivillige
'købmænd', som dækker vagterne. På foreningsbasis kunne man starte et
mødested, og det fungerer nu som købmand, turistkontor, overnatning og
landsbykontor med galleri m.m. + snakke-samlingssted. Se mere på
www.vrads.dk!

Så gik turen til'westend' til ingeniør og ovnsætter Agner Thulesen
selvforsynende hus med solfang, masseovn, genbrug af regnvand og udnyttelse
af komposten fra komposttoilettet til en overdådig køkkenhave, der kunne
forsyne familien på 4 hele året. Se mere på www.vrads.dk!
Nede i baghaven med fin udsigt over landskabet havde Agner bygget et
aftægtshus af halm, ler og træ - meget smukt med udskårne søjler. Badstue
skulle der også være.

Efter frokost var der igen omvisning. Denne gang til Jyllands første
økologiske byggemarked, hvor
Kilian Water demonstrerede sin opfindelse 'det beplantede filter': et nyt
grønt spildevandsanlæg på kun 16m2 til en families samlede spildevand (se
www.beplantet-filter.dk).
Herfra gik det videre i Westend til et økologisk selvbyggerhus - næsten
færdigt, hvor familien glædede sig til at komme under tag efter et helt år i
camping vogn.
Til sidst så vi et eksempel på virksomheden i rådgivning og projektering
"Det grønne Hus" husbyggeri - meget smukt med alt i træ, men efter min
mening for stort til at være bæredygtigt. Her var der jordvarme.

Som det også fremgår af www.vrads. dk havde KlodsHans-karavanen inviteret
alle i byen, der havde lyst, til at spise aftensmad med os i Peter Dues lade
- gerne medbringende tallerken og udvekslingsmad. Der var velkomstmusik til
den pyntede lade, hvor vi serverede linsegryde med grøntsager - færdig
præcis til 18.30! Der kom over 30 gæster i alle aldre medbringende også
klaver og sangbøger + mange lækre retter og kager. Det blev en herlig fest
med god snak,musik og sang, lovtale til den flinke Peter Due og den
enestående by - og endelig Tumpedans. Vrads er sandelig en messe værd!

 

[1] [2] [3] [4] [5] [6] [7] [8] [9] [10] [11] [12] [13] [14] [15]