|
På økologisk feltfod
Tumpemåden: Vi snakker om det og så gør vi det bare og så snakker vi om det igen
Tumper på tur
Af EBBE SØNDERRIIS
LEJRE - I morges blev jeg først vækket af hanen. Lidt senere blev hele Klods Hans Karavanen vækket af Per, der gik rundt mellem teltene og sang en morgensang, han selv lavede efterhånden. For en sikkerheds skyld blev vi også vækket af Paul der spiller fløjte.
Jeg prøvetissede Flemming Abrahamssons seperationstoilet. Siddende. Det skal man. Det virker fint. Urin er ren. Den skal i det lille hul og ud til grøntsagerne. Under det store hul komposterer resten.
Der var lidt julestemning over morgenmaden, hvor det hollandske kollektiv Rampenplan serverede havregrød med rosiner og hjemmestødt kanel.
Rampenplan (Nodplan) er vores feltkøkken. Ud fra Ghandis ord om at et menneske ikke kan gøre det rigtige i en del af sit liv hvis det fortsætter med at gøre det forkerte i resten af sit liv, har de økologiske anarkister specialiseret sig som bæredygtigt rejsende storkøkken.
Ingen kød, ingen engangsplastic, rene råvarer, ingen tilsætning, sund balance, affaldet tilbage i kredsløbet.
EFTER et alenlangt morgenmøde er vi på vej igen. Karavanen har fundet sin rytme. Og op afsted, gå og snakke, lytte og lære. Opmærksomheden skifter mellem medvind og modvind, fiffige sange og folk der fortæller solstrålehistorier om nye økologiske fællesskaber. For eksempel er et nyt økologisk bofællesskab til 2-300 mennesker på vej ved Trekroner uden for Roskilde.
De rigtige solstråler har sat deres spor på næser og nakker. Nogle cykler, andre går. Hen ad vejen falder man i snak. Karavanen fungerer på den måde at man snakker om noget, der er forkert. Lidt senere møder man den der har fundet ud af at gøre det rigtigt.
I virkeligheden er de økologiske tumper nemlig eksperter, bare praktiske. De kan tale i timer om det, de synes er værd at vide.
I GØR faldt jeg for eksempel i snak med Tina, der er økologisk jordbrugselev. Aldrig har hun følt sig mere sund og bedre tilpas end dengang hun var elev på en gård ved Slangerup. De levede af det, de selv dyrkede, frisk fra jorden.
Alle byboer burde have den mulighed. Den mulighed burde alle byboerne have, sagde Tina.
En time senere nåede vi frem til Inga Axelsen i Reerslev. Sammen med 21 andre fra Vesterbro har hun lejet et stykke jord her. Foreningen GuleReers medlemmer betaler 100-300 kr. pr. kvartal. De dyrker selv deres grøntsager, frugt og bær. Alle får alt hvad de vil have, bortset fra drueagurker. Dem er der rift om, griner Inga.
Hver lordag går foreningens bus fra Vesterbro om formiddagen. Ellers kan man bare tage toget. Folk arbejder så meget, de har lyst til og tager hvad de har brug for.
GULEREER er ikke kun økologisk. Det er permakultur. Det betyder at man forøger den biologiske mangfoldighed og sørger for at jorden frembringer mere næring end man fjerner. Foreningen har plantet mere end 2000 forskellige træer og buske og lavet vandhul og drivhus.
I permakultur er jorden hele tiden dækket. Der er ingen firkantede bede og lige, rene rækker. Hulter til bulter ved forste æjekast. Man forstyrrer jordens mikroorganismer så lidt man kan. Man hypper ikke sine kartofler. Man graver dem slet ikke ned. Man lægger dem på græsset og dækker dem med rigeligt halm.
De ordentlige haveejere i Reerslev var ret skeptiske indtil Inga gik hen og lettede på halmen. Der lå de store helt rene kartofler tæt som hønseæg i en rede.
I GuleReer kan man kun være med, hvis man bor på Vesterbro. Men lav en forening selv, siger Inga. |
